Hævnen

Iver Simonsen Juhler fra Arnum faldt ved fronten i Frankrig den 18. september 1918, mindre end to måneder før krigens afslutning. Udover tidspunktet for hans død, er det bemærkelsesværdige i hans historie, at hans død indirekte var et resultat af en hævnakt, begået af den tysksindede amtsborgmester Lindemann i Toftlund. Iver Simonsen Juhler, indberetterens bedstefar, var født den 12. februar 1880 i Aaved, Vodder sogn, Skærbæk. Han blev indkaldt den 2. august 1914 og kom først til Haderslev, dernæst til Slesvig, og blev så sendt til fronten i Rusland. Her fik han tyfus og kom på lazarettet. Han blev nu hjemsendt og vendte tilbage til sit hjem i Arnum. Men næppe var han vendt hjem, før han igen måtte se sig sendt tilbage til fronten, skønt han knap nok var kommet sig over sin sygdom. Det var usædvanligt, idet han havde en gård, var nygift og havde en lille datter, og tillige allerede havde været afsted én gang. Men det forholdt sig således, at hans svigermor, Katrine Stamp fra Ullerup, som var ud af en dansksindet slægt, mange år tidligere havde sendt en af sine døtre på højskole i Danmark. 'Fortyskningsfolkene', med amtsborgmester Lindemann i Toftlund og den tyske pastor Jacobsen i Skærbæk i spidsen, forsøgte nu at tvinge hende til at lade datteren vende hjem igen. Da dette ikke lykkedes, forsøgte de derefter at tvinge hende til at afgive forældremyndigheden til alle sine børn. Amtsborgmesteren indsatte mod Katrine Stamps vilje værger for børnene, men hun klagede over behandlingen. Klagerne gik helt til tops, og hun fik endelig medhold i Berlin: hun måtte gerne have en datter på en dansk højskole. Sagen var således et nederlag for amtsborgmester Lindemann, der måtte se den omtalt i både danske og tyske aviser. Hævnens time kom nu flere år senere, da det gik op for amtsborgmesteren, at svigersønnen Iver Simonsen Juhler var blevet hjemsendt fra fronten med tyfus. Han beordrede Iver Juhler afsted til lazarettet i Toftlund, hvor han blev erklæret rask. Han blev derefter igen sendt til fronten i Rusland, og derefter til fronten i Frankrig. Her faldt han ved Jouy i et stort slag, med så stærk en ildgivning, at tyskerne ikke kunne få begravet deres døde. To dage før sin død skrev han dette afskedsbrev til sin kone Wiebke.